Dagens outfit

Sidder og ser Twillight-sagaen… har lige rundet 2.eren med tåre i øjnene. Det er sådan nogle fantastiske film. Jeg har en helt vild ubeskrivelig kærlighed til den fortælling. Jeg nægter dog nogensinde at se 1. del af 4.eren igen. Den ødelagde virkelig meget mit billede af hele det smukke univers og den uigenkaldelige kærlighed.

Jeg sætter 3.eren i med dunkende hjerte. Det er min absolutte ynglings ♡ Selvom jeg lige i dette øjeblik kun kan identificere mig med 2.eren og mit liv lige nu.. I tænker sikkert hvordan??…

Som Bella blev jeg forladt, helt ud af det blå. Helt ud af det blå blev der taget en beslutning som jeg på ingen måde havde magt over eller kunne ændre. Jeg måtte bare se det ske og prøve at acceptere det.

Min aller kæreste valgte at udsende sig selv til Afghanistan som en af de mange danske militær styrker. Han valgte at sætte sit liv på spil. Sit liv på spil for vores sikkerhed og for et andet lands fremtidige, potientielle fred. Han stod forrest, han skulle se det ske, han var forberedt. Jeg kunne intet gøre. Andet end at trætte mig selv, glemme det, ved at græde mig selv i søvn og bede til Gud og alle andre magtfulde væsner på denne jord om at der ikke ville ske ham noget.

Jeg har valgt ikke at fortælle jer om det i frygt for hvad der skulle ske. For ham… og deraf mig. Jeg har frygtet for hans eksistens. Jeg har frygtet for min. Men han er her. Han går, står og løber. Han griner og smiler. Jeg kan høre det gennem det sitrende signal fra camp’en og diverse satellit telefoner. Han taler. Han er helt som han plejer, lige som at jeg er som jeg plejer… Vi bliver som vi plejede af at høre hinandens stemmer. Vi forener os. Det er noget andet. Det bliver noget andet, efter sådan en ekstra livserfaring.

Hans hverdag og min har været vidt forskellige i 4,5 måned. Hans har været i mellem liv og død, ødelæggelse og bange anelser. Han ved mere end jeg gør. Jeg ved mere end han gør.

Han var det sidste hold.. selvfølgelig.

Bare af at skrive det til jer ryster jeg, skælver jeg, brænder jeg med bankende hjerte. Jeg glæder mig, jeg er nervøs, jeg er lykkelig, jeg er bange, jeg er glad og ked af det. Jeg er rastløs men sikker.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det an. For noget siger mig at jeg ikke vil kunne styre det. Fatte mod. Intet.

Når jeg ser ham. Ser jeg ham og så alligevel ikke. Jeg vil ikke kunne tro mine egne øjne. Jeg vil kun kunne høre mit hjerte hamre. Hamre som alvorlige slag mod mit bryst, som en ivrig hånd der vil igennem for at kunne gribe fat i ham. Gribe ham. Aldrig give slip. Aldrig.

Jeg vil knække sammen. Jeg vil græde.

Vil jeg vælte ham? Vil jeg løbe den anden vej. Besvimer jeg? Brækker jeg mig? Jeg ved det ikke. Jeg kan intet styre. Jeg sover nervøst. Jeg ryster og gisper hver gang jeg tænker på ham. Tænker på hans høje, maskuline muskulatur. Hans store hjerte, hans smukke smil. Hans smukke læber. Hans lyseblå øjne. Hans store hænder, hans flotte tænder. Hans dejlige duft. Hans unikke stemme. Hans kærlige kram. Special syet til mig. Og kun mig.

Jeg er helt fortabt. Det har jeg været i 4,5 måned minus 3 dage.

Det har lært mig rigtig meget. Rigtig meget om mig selv og andre. Jeg er blevet stærk.

2013 skal jeg dele med min mand igen, efter en lang periode siden d. 5. februar. En morgen længere end de flestes men hurtigere overstået end mange andre. En Valentines dag alene, med blomster kastet i hovedet og mange forventningsfulde aftener uden et eneste opkald eller vink fra ham.

Han siger at han føler at han skylder mig noget.. Han siger han skylder mig meget. Jeg siger ikke noget og tænker straks på disse sætninger fra filmen. Filmen der forstår det her bedre end noget andet:

….