Når det hele er lidt gråt

Hej piger ♡

Jeg har helt seriøst ligget i sengen heeeele dagen! Nøj, nogle tømmermænd, ikke kun fysisk min også psykisk. Det var en vild aften, som endte total selvdestruktivt for mit vedkommende. Kender I de aftenener i byen hvor man er pigen der græder i toget på vej hjem? Ja det var mig denne gang.. Jeg ville normalt ikke have delt sådan noget her med jer på bloggen.. men jeg føler bare at det er det mest oprigtige og fair både at dele de gode dage som dårlige. Jeg deler oftest kun de gode, da de er rarest at læse om men også mest inspirerende. Am I right? Jeg vil ikke gå i detaljer om mit følelsesmæssige privatliv, da det har været en regel og politik jeg har haft på bloggen siden dag 1. Men derfor vil jeg gerne dele nogle tanker med jer når det hele er lidt gråt. Jeg troede på min 20 års fødselsdag at det ville det være slut, med humørsvingninger, smækkede døre og ukontrolleret flæb. Dog ikke.. Livet ændre sig ikke fra den ene dag til den anden. Det gør man heller ikke selv.
Men det gør dagene i ens liv, dem som vi lærer af. En ting jeg har lært er at passe på dem vi har omkring os og værdsætte tiden med dem. Just ikke finde os i alting og miste vores værdighed, for der har jeg været og er en af de bedste til bare at pege på døren ud af mit hjerte til folk jeg har holdt af.

Nogle af dem fortryder jeg, de fleste ikke. Jeg tænker for det meste ikke på dem, men når jeg gør er det, er det de her dage hvor det hele er lidt gråt.  Når jeg ligger i min seng som i dag, og kun rejser mig for at hente vand, eller åbne døre for at få frisk luft, tænker jeg meget på fortiden. Alle de mennesker jeg har mødt og hvad vi hver især har lavet sammen. Jeg blev eksempelvis ringet op af en ven fra Florida (min måned med 30 unge mennesker hvor vi skulle studere marketing og it osv på et college i Florida) som ringede for at sige hej osv. Super dejligt og vi havde en lang snak om alt er ingenting. Han kunne godt høre jeg var helt færdig og havde lyst til at snakke, så det var hyggeligt han gad, trods hans dårlige signal. Tænk på at man har boet sammen med nogen i en måned, og rejst rundt og oplevet en del af verdenen som er helt anderledes fra vores egen, med nogen som man slet ikke ser mere.. Det er så surrealistisk for mig sådan noget, for jeg gør sjælendt, hvis ikke aldrig, noget særligt med nogen jeg knapt nok kender. Jeg binder mig hurtigt til folk der inspirerer mig og som jeg kan se en masse godt i. De kan måske ikke altid vide at jeg gør det, men oftest kommer der et smukt bånd ud af det.

I nat var rigtig hård , og jeg tror ikke kun det var alkoholens skyld, for i mine øjne er alkohol bare et stof som formår at fjerne vores hæmninger og grænser hvori vi tør sige det sande.. og den sandhed kan skræmme os selv og andre. At folk så har ønsket at glemme det dagen efter og lade som ingenting, siger mig ikke noget. For jeg tager skam alting under alkoholiserede øjeblikke lige så seriøst som en mandag morgen. Jeg føler mig bare rigtig alene uden overhovedet at være det.. kender I det? Nogle gange ville jeg ønske jeg havde en søster som mindede om mig på alle punkter. Jeg ville sikkert synes hun var dødirriterende for at være så nærtagende, perfektionistisk og urealistisk. Men én som forstod og bare tog imod. Og som ønskede mig det bedste, og smilede når jeg smilede, som i et spejl. Man kan blive ved med at ønske, det så nemt og giver et øjebliks frihed til at tænke på noget andet end hverdagens strabadser, men i virkeligheden bør vi bruge tid på at bruge de ressourser som vi har omkring os og få det bedste ud af det. I nat forventede jeg noget helt magisk, og lod bare livet løbe afsted mig, uden fodfæste eller hovedet i orden. Det var ikke alkoholens skyld, ikke Malibu eller spumante.. det var mig selv der havde brug for bare at lade livet gå sin gang. Det skulle jeg ikke have gjort. ..Jesus.