Jacques

Hej piger ♡

Jacqueline og jeg har tilbragt de sidste to dage sammen og her skriver hun et indlæg for mig som gæsteblogger:

Jeg vågnede idag til det lækkereste morgenbord hos Milla, en god omgang skyr fra Lagkagehuset, rugsbrøds boller med mørk chokolade, varmt lækker the og økologisk hyldebærsaft.  Det er så rart at være hos Milla, og at sove hos hende er bare noget af det bedste. Jeg føler virkelig  jeg kan være mig selv her,  da stemningen altid er så god! 
Det er jo helligdag idag, og vi vidste ikke helt hvad dagen skulle bringe. Men pludselig fik Milla en helt fantastisk ide.  Hun syntes nemlig vi skulle tage en tur op i hendes forældres sommerhus, hvor der er de fineste interiør butikker med de lækkereste sager. Nøøøøøj hvor kunne vi købe meget, men vores pengepung sagde stop på et tidspunkt, hihi.

Vi valgte derfra at kører over til en lille isbar, og spiste en lækker økologisk is. Vanilje og chokolade, mmmhh den smagte SÅ godt!  Milla fortalte mig efterfølgende at jeg skulle med ned på stranden og opleve det smukke syn. Solen skinnede, en dejlig lun blæst, og en veninde snak. Det kunne bare ikke blive bedre!

Jeg følte mig heldig at have Camilla i mit liv, og fik virkelig åbnet mig op for hende. Hun er simpelhent så god til at lytte og forstå folk, og der er bare intet bedre hvis det er i en situation hvor man har brug for at komme ud med det man har på hjerte. Det var noget helt specielt for os, og vi fandt ud af hvorfor vi er som vi og hvad er grunden til vi er som vi er. Jeg fik på en måde lettet hjertet overfor Milla og er simpelthen så taknemlig for at have hende i mit liv. Camilla er en helt speciel pige i mit liv.

Nå, senere på dagen blev jeg præsenteret til det fineste sommerhus. Der er så hyggeligt, og en fantastisk rar stemning. Duften af sommerhus, og farverne var så lyse men varme i det. Ikke mindst blev jeg præsenteret af hendes søde mor, som tog så godt imod mig! Vi spiste aftensmad sammen, sludrede og drak noget the inden turen gik hjem til København igen. Det har været en fantastisk dag, og har virkelig nydt denne sommerige dag i selvskab med Milla!

DSC_6831 DSC_6834 DSC_6838 DSC_6840 xoxoxoxo5

Er du lykkelig?

Hej piger ♡ 

Jeg havde den vildeste aften i går! Så fed! og al hovedpinen værd i dag!
Jeg har gjort et indlæg klar til jer, som min fantastiskt talentfulde veninde har skrevet.
I kender hende for det var hende der gæstebloggede sidst også om mig ♡ 
Lad jer rive med og brug et øjeblik af den rolige søndags silende regn til at filosofere lidt over livet og lykke :) 

___________________________________________________

Af Sahar Asif

Du bliver født ind i verden, hvor du får alt serveret. De kalder dig for barn af curlingforældre. Ligesom sporten curling, hvor man lader en sten glide hen af en is bane imens man fejrer foran den – det vil sige gøre tingene lettere for stenen. De siger, at dine forældre gøre det lettere for dig, de fejer foran dig. De kalder dig for generation mig-mig-mig. De mener, at du er selvoptaget, egoistisk og på ingen måder i stand til at sætte dig ud over din egen horisont.

Faktum er, at det er samfundet, der har gjort dig til curlingbarn og generation mig-mig-mig. Selvfølgelig vil du gerne have en karriere, der kører snildt. Én mand, der er maskulin og har noget at byde på. Et hjem, som det er taget ud af Ilva-katelog. Selvfølgelig vil du rejse jorden rundt og opleve hver hjørne. Samtidige vil du have smukke børn. Du vil det hele – fordi du kan det hele og intet stopper dig.

Du bliver vi Danmark anset som værende det lykkeligste folk. Alligevel viser undersøgelser, at flere og flere er på lykkepiller. Hvordan kan du være det lykkeligste folk, når andelen af lykkepillerne stiger iblandt os? Og hvad er definitionen på lykke?

Din definition af lykke er nødvendigvis ikke den samme som min er. Det er en universel antagelse, at lykke – det er noget, der kommer indefra. Jeg melder gerne ud og siger, at det er nemmere sagt end gjort. Der er flere faktorer, der spiller en rolle. Du skal være omringet af mennesker, der skal være villige til at flytte bjerge for dig – men sådanne nogle mennesker omkring dig følger dig forpligtelser. Du skal vedligeholde, pleje og passe på de mennesker. Du skal give af dig selv, give så meget af dig selv, at du ikke kan give mere. Et af de problemer, som man oftest støder ind i, at det bliver overfladisk. Det bliver et spil for galleriet. I kan sagtens være ens. I kan arbejde samme sted. I kan gå i skole sammen. I kan have samme drømme og samme livsantagelse – og anskuelser. Men alt det kan på ingen måder være en forudsætning, hvis det ikke er dybere end det.

Med dybt mener jeg. At det er okay at blive sure på hinanden. Det er okay at blive irriteret på hinanden. Det er okay at blive uvenner. Det er okay at være uenige om ting. Min erfaring fortæller mig, at de fleste glider fra hinanden når der kommer glidninger i venskabet – men de få, der klarer sig igennem disse glidninger, konflikter – er de mennesker, der virkelig har fundet ud, at det vil fungere for dem på længere sigt. Hvis det er noget, der irriterer dig ved din veninde – så sig det og tal om det. I stedet for at bære over med det. Det går hen og bliver overfladisk. Men hvad der er allervigtigst er at sige undskyld når man har fejlet. Har du fejlet i dit venskab? Så sørg for at sige undskyld. Det må måske være svært at anerkender det faktum, at man har fejlet – eller snarere det faktum, at man slet ikke kan se sin fejl, sig undskyld alligevel. Fordi en undskyldning betyder altid noget. En undskyldning giver dig ro i sindet og en forudsætning for at komme videre og styrke dit venskab, som du har med en pågældende veninde. Faktum er, at det at have mennesker omkring dig, der oprigtig elsker dig for den du er, støtter dig og pakker dig op – det er noget vi mennesker har brug for, hvis vi skal definere os selv som værende lykkelig. De skal kunne se dig kl. 02 om natten uden, at du tænker, at du har et behov for at gøre dig i stand inden de dukker op. De skal elske dig for den du er uden make-up’en, i nattøj og uldet hår og stadig skal de synes, at du ser smuk ud.

Udover at have sådanne mennesker omkring dig. Så er det vigtigt, at du er glad for dine omgivelser. Hvor bruger du din tid allermest? Bruger den på arbejdet? Er det en arbejdsplads som du elsker at møde ind til hver morgen? Er det en klasse, hvor du elsker at være i? Hvordan lever du derhjemme? Når du træder ind på dit værelse – føler du, at det er et sted du kan slappe af? Et sted, hvor ingen fare vil ligge på lure – fordi du anser det som værende dit helt eget paradis? Det bliver du nødt til. Du skal anrette det sådan, at du føler dig tilpas. Det skal være et sted, der kan give dig ro.

Og ak ja. Vi føler os alle stresset. Ingen mennesker lever det perfekte liv. Mange af os ser perfekte ud på mange forskellige måder – men det betyder på ingen måder, at vi lever det perfekte liv. Vi alle har vores dæmoner at kæmpe imod. Derfor er det også ekstremt vigtig at være ydmygende. At være ydmyg overfor mennesker man møder på sin vej. På gaden. På skole. På arbejdspladsen. Ydmyghed viser overblik – og overblik betyder, at man har styr på tingene. Når man har styr på sine ting kan man være rolig. Når man er rolig kan man slappe af. Når man kan slappe af kan man være glad og når man er glad? Så indikerer det, at man er lykkelig.

Overstående ting er min definition på det at være lykkelig. At ja alle siger, at lykke er noget der stammer indefra – men det afgørende er de mennesker du har omkring dig, dine omgivelser samt din egen tilgang. Det er god kombination af de tre overstående ting. Det er, hvordan jeg definerer lykke. Det er lykke for mig.

Hvad er lykke for dig?

Gæsteblogger ♡

Hej piger ♡

Her er et lidt anderledes indlæg til jer ♡

– det er nemlig et indlæg fra en gæsteblogger ♡

so here we go:

Mit navn er Sahar. Jeg er lige blevet bachelor i statskundskab. Til september starter jeg på min kandidat, som varer to år og derefter kan jeg kalde mig for cand.scient.pol. Dvs. kandidat i statskundskab. Jeg har lavet lidt af hvert de seneste tre år. Jeg har blandt andet arbejdet for DR 1. Jeg har gået på Politikens debattør og kritikerskole, hvor jeg jævnlig skrev debatindlæg for Politiken. Jeg har derudover også været på Ræson, hvor jeg har skrevet artikler og interviewet en del professorer på de forskellige universiteter rundt omkring i landet. Som det helt nyeste kan man se mig citeret inde i Kulturcenteret ved den nye moské – ved siden af anerkendte politikere og meningsdannere.  Så ved jeg, at jeg henover sommerferien kommer til at savne at studere så meget, at jeg blev nødt til at tilmelde mig et sommerkursus ved navn ”politisk lederskab” – så jeg starter allerede til august. Og nåååårh ja, så kender jeg Camilla, vi er nemlig gamle veninder!

Camilla og jeg har kendt hinanden siden vi for små, snarere store seks år siden mødte hinanden på gymnasiet.  Jeg husker, at hun som noget af det første sagde til mig ”… jeg kan godt lide din taske”. Det var en DKNY taske, og vi var i år 2008. Igennem årene lagde vi et fundament for vores venskab. Til tider var der ikke plads til os begge i samme klasse, hvilket jeg i starten ikke lagde skjul på. Faktum var måske, at vi begge mindet en smule om hinanden. Mine mangler havde Camilla og Camillas mangler havde jeg. Men det tog os sin tid at finde ud af, at vi faktisk godt kunne fungere sammen.

Jeg har efterhånden set Camilla i enhver tænkelig tilstand. Gode tilstande, dårlige tilstande – tilstande, der dagen i dag får mig til at tænke på, at jeg faktisk har set Camilla vokse. Jeg har set hende gå fra at være en pige, hvor andres anerkendelse og mening havde noget at skulle havde sagt – til at blive en selvstændig kvinde, hvis egen mening vægter mest og at det ikke længere handler om, at det ikke er plads til unødvendige meninger. For Camillas tilfælde har det ikke kun handlet om at skære negative meninger væk. Det har for hende også handlet om at fravælge negative mennesker, da der ikke har været plads til det i hendes liv. Det er noget som hun lært og været i stand til at gøre.

Når jeg tænker tilbage på vores tid på gymnasiet og de veje, som vi begge gik. For mit eget vedkommende føler jeg, at jeg byggede videre på mit eget fundament. Efter studentereksamen startede jeg på en videregående uddannelse, hvilket jeg dagen i dag – tre år senere stadig går på. Mit liv er meget punktlig. Jeg ligger mig aldrig til at sove uden at være velvidende om, hvad jeg skal bruge morgendagen på. Mit liv er blevet en rutine – jeg gøre tingene fordi det skal jeg bare gøre for at få tingene til at fungere. Sjældent sker der noget uventet eller nyt. Sådan har det været i tre år nu. Når jeg sammenligner mit eget liv med Camillas liv. Når jeg tænker tilbage på dengang vi valgte hver vores vej efter gymnasiet – så kan jeg ikke lade vær med at misunde den vej Camilla har valgt. Hvorfor? – fordi hun er blevet et selvstændigt menneske. Hun har udviklet sig mest. Imens jeg har siddet og fumlet med en teori fra 1600 tallet og teoriens relevans for nutiden, så har Camilla udforsket, udviklet og lært en masse ting om sig selv og den måde som hun vil leve sit liv på. Ak ja, jeg har levet – men Camilla… hun har været levende.

Jeg husker, at hun havde en meget tidlig midtvejskrise i starten af 2012, som ændret det meste for hende. Det siges, at man nogen gange skal falde før man kan rejse sig op igen. Det var, hvad Camilla gjorde. Hun lod sig falde – men uden man kunne se sig om så var hun oppe igen og i gang. Hun satte sig nogle mål for, hvad hun gerne vil. Og én ting kan jeg forsikre jer om, – hun arbejdet for det og hun kom dertil, hvor hun aller’helst gerne ville være. Hun lærte at finde de ting, som fuldendte hende. De seneste tre år har det især været Buch Copenhagen, der har præget hendes liv – af én god grund. Det var hende. Det var hendes kald og for hende var det hendes rette element. Og for mig som hendes veninde igennem mange år, så kan det på ingen måder gøre mig lykkeligere end at se hende dét sted, som hun aller’helst gerne vil være.
Tilbage på gymnasiet var Camilla en hel anden Camilla. Men én ting der ikke har ændret sig er hendes passion. Hendes måde at leve sig ind i alt. Hendes forståelsesevne og medfølelse. For mig at se var Camilla klassens søde pige. Det er et eller andet sted også derfor jeg dagen i dag føler, at Camilla er en af de personer fra vores gamle klasse, der har udviklet sig mest. Hvorfor? Fordi hun har turde. Hun har turde at tage de veje, som vi andre har tøvet med. Hun har turde at udforske og udfordre sig selv på områder, hvor vi andre har været tilbageholdende. Hun har haft kampe, hvor vi andre aldrig nogensinde har været i nærheden af nogle af de kampe som hun har taget. Der tænker jeg på, at hun valgte at stoppe på CBS for at finde sig selv. Jeg ville aldrig nogensinde turde at tænke tanken fordi jeg er så bundet et menneske – i forhold til Camilla, som er styret af sin frie vilje. Jeg tænker på de venindeproblemer som hun havde med piger, som hun satte lige så højt som sig selv, og den måde, som hun var i stand til at skabe sig nogle rammer uden at have dem at støtte sig op af. Jeg tænker på, at hun var i stand til at sende Stefano i krig – det er en kamp, som jeg slet ikke tør at tænke på, fordi det er de færreste af os, som ville være i stand til at gøre det. Jeg tænker på den tilværelse som Camilla trods alt alligevel har formået at opbygge. De smukke omstændigheder som Camilla lever under. Det er noget som vi alle kan lære af. At det kan godt være at tingene ikke altid går som man vil det – men hvis man er i stand til at skabe noget for sig selv så skal det nok gå. Det er, hvad Camilla var i stand til at gøre. Skabe smukke og trygge rammer for sig selv. Jeg tænker på hendes helt enestående hytte som hun har skabt til sig selv. Jeg husker da hytten ingenting var – til nu at være Camillas helt egen paradise on earth.

En ting kan vi alle lære af Camilla, at man skal turde at springe og turde at sætte sig selv først. Det der gøre Camilla til Camilla ifølge mig er al hendes positive energi. Hun er et positivt menneske. Positive mennesker kommer langt i livet. Camilla ser små glæder i alt. Små ting og detaljer kan være med til gøre Camilla glad. Kunsten ved et lykkeligt liv er netop at være i stand til at kunne se på en helhed og så udpege en del ved helheden som gøre én glad. Camilla er i stand til at skelne. Hermed ikke sagt, a Camilla aldrig kan have en dårlig eller svær dag. Ingen mennesker kommer igennem livet så let. Livet er en dans på roser ak ja, men vi er alle velvidende om at vi kommer til at træde på torne, der er på roserne. Camilla har trådt på en del på sin vej og vil forsat komme til at træde på en del – men hun er vil klare det, som hun altid har gjort. Det er Camillas bedste egenskab – at rejse sig op efter et fald. Det er hvad, der gøre Camilla til Camilla. Jeg kunne på ingen måder ønske mig en bedre Camilla, fordi Camilla? Hun er den bedste version af sig selv, som hun overhovedet kan være.