…

 Hej piger ♡

I mandags måtte jeg gå fra arbejdet og tage til lægen for at få tjekket min mave.
Aftenen inden oplevede jeg maveforgiftnings symptomer men som gik over på trods af at jeg havde kastet riiiigtig meget op. Jeg gik med en smerte i maven som jeg aldrig havde oplevet før, og som fik mig til at gå virkelig dårligt.
Lægen trykkede på mig men kunne ikke decideret sige hvad det var, men han vidste at jeg skulle direkte til akut modtagelsen på Herlev hospital.
Han ringede derop og sagde jeg kom og så var det ellers bare om at vente.
Min mor kom fra sit arbejde og så gik der ikke længe før vi blev tilset.
Jeg måtte fortælle min historie og der blev trykket på min nedre del af maven, hvor det gjorde ondt. Men det vides stadig ikke hvad det var.
Det der undrede de fleste var at det gjorde så ondt i hele undermaven (altså under navlen) og ikke kun højre siden – som betød at det var blindtarmsbetændelse.

Hende der tilså mig kunne huske min mor fra engang hvor min mor havde undervist hende, det var lidt sjovt. Jeg fik tilbudt en seng i ventetiden i et værelse som vi fik afskærmet så jeg var lidt alene.
Min far afløste min mor senere så hun kunne komme hjem og spise og nette sig lidt.
Jeg skulle bare faste og fik med det samme lagt et drop i armen – lidt som om at de vidste at jeg skulle opereres.

Vente tiden var så lang, og vi nåede faktisk at vente 10 timer før vi blev tilset af en rigtig mave/tarm læge. Han var ikke i tvivl om at det var blindtarmsbetændelse, men man kan aldrig vide sig sikker før operationen er overstået og at man har fjernet blindtarmen.
Derfor er det lidt af et sats.

For mig var det et rigtig stort sats da det ville betyde jeg skulle leve med hele 3 ar på maven resten af mit liv. Jeg var omringet af mænd som ikke forstod det kosmetiske i det og som egentlig mere så det som overlevelse end noget andet.
Det gjorde jeg ikke på det tidspunkt, jeg var bare ulykkelig over at skulle i fuldnarkose og have 3 ar.

Han gav mig tid til at tænke over det, da jeg pludselig mente at jeg ikke havde så ondt mere og at jeg var usikker om det ene og det andet.
Der gik ikke længe før han kom igen med en anden læge – en kvinde denne gang – som var meget beslutsom og nærgående… hun trykkede og gjorde det klart for mig hvor vigtigt det var at jeg blev opereret fordi det var tydeligt at se at jeg var i smerte.
Hun viste mig også hvordan smerten faktisk lå i højre side.
Jeg vidste i det øjeblik at der rent faktisk var noget om snakken og at jeg ikke lå her for sjov.. lægerne kiggede alle som uroligt på mig, fordi de kunne ikke operere mig hvis ikke jeg sagde ja til det. om så det gjalt mit liv.
Hun gav mig muligheden for at se om det blev værre eller bedre og så kunne vi efter nogle timer beslutte os.

En stakkels sygeplejerske havde desværre fejlinformeret os lige inden, hun havde sagt at jeg måtte spise da der ikke ville blive opereret den nat.. det var dog en fejl og kirurgen ville have mig opereret den nat. Hvis jeg gav lov.

Men pludselig kom en anden fyr med operationstøj og så var det som om det var besluttet. Det var det slet ikke i følge mig, så han måtte hente kirurgen.
Han holdte salgstalen igen og jeg endte med at smide en del tårer… men han overbeviste mig og ligeså gjorde min far .. så ja det blev besluttet at vi gjorde det.

Inden alt det her blev der taget et dusin blodprøver, mund/øre tjek og en gynækologisk undersøgelse som betød at ting skulle op steder hvor det ikke var rart!
men sygeplejerskene var så søde ved mig og lavede lidt sjov så de var ikke grufuldt hele vejen igennem.
Der var bare så meget tid hvor jeg ikke vidste hvad der skulle ske eller hvad der var galt med mig.

Jeg fik operationstøj på og blev kørt til den sterile afdeling hvor operationer foregår.
Jeg var så hysterisk bange, da min sidste oplevelse med fuld narkose ikke gik så godt.
Narkosen virkede nemlig ikke på mig så jeg kunne mærke hvordan de skruede op for virkningen og det var så ubehageligt!

Det tog dem noget tid at berolige mig, men det gik..

Jeg prøver virkelig at gøre en lang historie kort ♡

Jeg vågnede helt dosig og begejstret, for jeg havde overlevet. Jeg råbte så højt jeg kunne, om det var blindtarmsbetændelse og det kunne sygeplejersken fortælle mig udfra min journal at det var det.

Det var jeg så mega lykkelig over, så jeg ikke skulle bære disse ar uden nogen mening..
Jeg blev kørt til en opvågningsstue da jeg ikke kunne sove. Jeg blev bedt om at vise at jeg kunne gå og tage noget smertestillende og senere vise om jeg kunne tisse.
Alt sammen et skridt tættere på at komme hjem.

Jeg gik som en krøbling op og ned at gangen, jeg gik med de mindste musseskridt og måtte stoppe op for at få vejret, da det gjorde ondt også at trække vejret.
Jeg havde meget svært ved at tisse normalt, min krop var stadig ret bedøvet så der gik tid før jeg fik overbevist dem om at de kunne udskrive mig.

Men det blev jeg endelig tirsdag morgen 10:20 ca. og krøblingen kunne komme hjem i seng og sove.
Inden da kom den søde læge kvinde ned til mig for at give mig en high-five for at jeg gjorde det, altså sagde ja til operationen, og mindede mig om hvor vigtigt det var at vi havde gjort det, da jeg kunne have været død af det eller fået et kæmpe gammeldags ar hen af maven.

Det var dejligt at være hjemme, jeg var helt rundt på gulvet efter at have været der i 24 timer. Der gik ikke længe før det bankede på døren med en mand med blomster fra min svigerinde og storebror ♡

Jeg var så tør i munden og havde været det lige siden jeg vågenede fra narkosen. Der var ikke nok vand til at hydrere mig. Men efter nogle timerssøvn var jeg ikke så svimmel mere.
Siden da har jeg gået med konstante smerter i maven og med 3 sår som føles som lange søm der er boret ned i maven.
Jeg har kvalme, hovedpine og ondt i halsen og skuldrene.
Halsen er pga. narkose hvor man får stoppet et rør ned under operationen.. super ubehageligt at kunne mærke rifter efter det bagefter!
Skuldrene er pga. den luft som de har sivet ind for at kunne se bedre inde i maven på mig, som nu siver til vejrs op i mine skuldre. Ekstrem smerte!

Jeg har ondt i kæben uden jeg ved hvorfor.. Mine smertestillende har ikke virket optimalt så jeg er stoppet med dem i dag, for jeg tror de er årsagen til min kvalme.

Oh my God ! siger jeg bare!
Det ene øjeblik er man overlykkelig over en veloverstået eksamen… det næste øjeblik er man ikke sikker på man vågner op igen..
That is life!

Åh piger! ♡
Jeg har ikke kunnet skrive da lyset fra min computer har optimeret min kvalme. Men nu tog jeg mig sammen. Har virkelig også haft brug for at fortælle jer det her.
Det har været en stor og meget, MEGET traumatiserende oplevelse.
Kan næsten ikke tænke på det hele uden at græde !
At se mine forældre så nervøse, som ellers begge lever og ånder for hospitalsvæsenet.
Min mor blev så frustreret til sidst.. puha
Hun har selv slidt og slæbt som ung læge med natte vagter og ofret tid og energi. Men når hun endelig selv stod og havde brug for hjælp til sin datter, ja så måtte vi vente 10 timer.
Hun var så ked af det og jeg er så berørt af det den dag i dag. At hun føler sig svigtet af systemet. Sit eget endda.
Jeg kunne sagtens overleve smertene men det er bare mere det med at man ligger i uvished og faster i så mange timer med et drop i armen, handlingslammet..

Nå men nu sidder jeg.. på 4 dagen ude et bad.
Ondt i skuldrene, hovedet, kæben, maven og ryggen. Jeg har det decideret forfærdeligt og kan ikke vente med at kunne gå nogenlunde normalt og til at kunne læne mig forover og kunne strække mig.

Min navle piercing er også blevet taget ud.. så den skal jeg have lavet igen når jeg engang er helet..
Piger forstår I, jeg føler mig så brugt! og slidt! og mishandlet!
Alt gør ondt og jeg ved bare hvor lang vej der er igen!

Ligenu er det hele rigtig sort, men jeg havde ikke nogen valgmulighed, hvis jeg gerne ville leve mit liv videre..
Jeg har bare mega ondt af de mennesker der ligger på hospitaler – må alle blive raske i en fart og komme hjem til deres familier.

I hører fra mig snart igen piger ♡